Anders Detlefsen i matrostøj

Ude af kurs.
Historien om den 15-arige Toftlunddreng, Anders Detlefsen, der rejste til Amerika med Skole skibet ”Danmark” og ”frøs inde” derovre.
En augustdag 1939, da man endnu nærede et lille håb om fordragelighed landene imellem, stod skoleskibet ”Danmark” ud gennem de danske farvande med verdensudstillingen som mål.
En af eleverne på ar den 15 arige Anders Detlefsen fra Toftlund, en søn af skomagermester Detlefsen. Meningen var, at ”Danmark” ret snart igen skulde bryde bølgerne for hjemadgående, men det skulde gå anderledes. Der var intet, der fristede til at vende tilbage til de minefyldte havne og ”Danmark” måtte blive i det fremmede.

Hjemme i Danmark sad de mange bekymrede forældre og talte på Knapperne, for der var en mulighed for, at deres drenge kunne komme hjem, men der var også valget at lade dem få hyre fra Amerika og det var det sidste Anders Detlefsens forældre valgte.
De danske Forældre får med store Mellemrum Breve fra deres lange dreng, og fra Anders Detlefsen kom der også et telegram for nylig til hans mors fødselsdag. Det var vandret igennem på seks timer. Luftpostbrevene kommer også ret hurtigt frem, hvorimod det tager en anselig tid for et almindeligt brev at komme fra Amerika til Danmark. For nogle dage siden fik Detlefsen således et brev, der var et år gammelt.
Det er skrevet den 28 marts 1940, mens Eleverne endnu regnede med, at de kom tilbage ret snart.
Den 18 marts i år nåede brevet til Toftlund.
,,Dannevirke” har fået lov til at låne brevene og bringe nogle uddrag, der med Anders Detlefsens egne ord – fortæller om hans mærkelige og noget ufrivillige ophold i det fremmede.
I Brevet den 28. Marts 1940 er han mest optaget af livet på skibet, og han fortæller, at det har knebet med proviant . Det hedder:
,,Vi mangler smør, vand, kakao, svedsker,  sæbe, toiletpapir og Aviser, og hver gang noget slipper op, får vi  ekstra ration af marmelade, for det har vi nemlig nok af foreløbig .... På Vejen til Pensacola passerede vi Habana, og vi gik så tæt ind til Byen, at de troede, vi vilde gå i havn. Lodsen korn ud, inde på den gamle Borg blev der hejst et rødt Flag med Dannebrog nedenunder …..

Og i det samme brev hedder det senere, at nu er de snart kede af at sejle rundt, og på hver eneste vagt synger vi sange om Danmark; ikke som i Førstningen ,da seng vi nemlig  alle de moder sange.  Men hvad, der er jo kun 2 måneder tilbage. Den dag, vi passerer Skagen, bliver der vel nok fest her, og den dag, vi passerer Kronborg, vælter vi skibet.
Så kom den 9. april 1940 og med den alle overvejelserne frem og tilbage, om det var bedet at få Eleverne hjem eller lade dem blive. I et brev, afsendt fra Jacksonsvilie, den 29. maj 1940 lægger Anders Detlefsen ikke skjul på, hvad  han helst vil:  ”Kære far og mor, vær nu så fornuftige  og lad mig få hyre herovre, måske jeg kan få en amerikansk lystyacht, for dem kan vi godt få.  Der er allerede fem, der har fået sådan en. Det med, at den 15- mands besætning skal hjemsendes, passer ikke .... dette er mit livs største chance til at komme hurtigt frem, og jeg vil love dig mor, at den dag, krigen er forbi, vil jeg være hjemme hos dig kære mor. Tag nu det hele med ro og vent tiden af, så vil det gå.  Jeg kan godt se jer sidde derhjemme foran radioen, da I fik at vide, at vi blev her, og I troede selvfølgelig, at I aldrig fik mig at se. Men det ‘vil I trods alt, for så snart  krigen er forbi, er der  ingen, der kan holde mig tilbage .... Kære Far og Mor, skriv nu til bestyrelsen, at kaptajnen gerne må forhyre mig; alle de andre har faet lov, hvad de synes er bedst for dem selv, og det véd vi jo også nok .... Når jeg får Lov, kære mor, hvad jeg regner med, — skuf mig nu ikke —, så lad være med at tage det tragisk.  Den, der vil noget, må lide noget”
Hvilke forældre ville kunne stå for et sådan brev?  Kort sagt: Anders Detlefsen fik tilladelsen og et nyt brev fra ham ((dateret 6. juli 40) giver oplysning om forholdene på skibe ….Vi får alt  fra land: vi har fået  to sæt hvidt tøj,  så har vi faet 3 par sko hver, håndsæbe, tandpasta osv,  og når vi er i Land, er vi næsten altid ude i private hjem.
”Min Stemme er blevet noget grov i det, ellers er jeg som før ....“
Messedreng med lyse Udsigter.
Den 12. August skriver Anders fra Norfolk følgende beroligende linjer til sine forældre:
,,Ja, så behøver I ikke at sende flere penge; nu tjener jeg dem selv. Jeg af afmønstrede fra ”Danmark”  den 8. Aug., og jeg påmønstrede et Skib. Vi må ikke skrive, hvorfra det er, men jeg har det ualmindelig godt. Jeg blev messedreng, men min nuværende kaptajn har lovet at ommønstre mig på dækket så snart søvn muligt. Ja, det lyder utroligt, men jeg tjener ca. 300 Kr. omsat i danske penge om Måneden .... Vi er 3,,Danmark “s elever her, og den øvrige besætning er meget flink imod os.”
Den næste bulletin
indeholdt nogle dråber hjemv’e, gemt i Linjerne (Brevet fra 5. Okt.): »Jeg håber, at jeg snart må få min Far og Mor at se igen; nu er det jo snart længe siden, og jeg håber at se mit elskede fædreland ikke for ruineret. Ja, kære Mor, du kan tro, jeg kommer, så snart forholdene tillader det. Forhåbentlig varer det ikke alt for længe. Men ellers er jeg ved godt mod, og jeg er ved at få lidt fedt på kroppen. 2, Styrmand sagde i dag:” Du bliver jo så fed at du snart ikke kan komme gennem døren mere.”

I et Nytårsbrev, afsendt 4. januar i år fra Panama, skriver Anders:
»Vi er jo 3 Danskere her ombord, den ene er fra Lolland og den anden fra København. Jeg holdt min Fødselsdag på deres kammer; vi tog en kop kaffe og spiste et stykke smørrebrød, og der efter fortalte vi hinanden historier fra vores ”ungdomsdage” hjemme i Danmark. Jeg skal hilse Jer fra kokken og sige: ”at han vil være glad for at komme hjem og få en kop kaffe og sønderjysk kage.”

Vi havde forresten en glimrende jul her ombord. Vi var alle samlede i salonen, og kaptajnen sagde, at de var den fineste Besætning, han nogensinde havde haft, eller han nogensinde vilde få. Alle de andre skibe, der lå sammen med vort, var tomme; Mandskabet var i land og drikke. Så jeg har altså været heldig med at komme ombord i et sådant skib. Ca. Kl. 11 at om aftenen rejste vi os alle op, og så mindedes vi Jer derhjemme, og kaptajnen sagde: ”at han håbede, at vore familier havde en lige så god Jul, som vi havde.”  Vi brød op kl.2 og gik så til køjs.”
Anders Detlefsen blev 17 år på fødselsdagen, der omtales i brevet. Det seneste brev, der er indløbet, er dateret den 21.  Januar i år, og Anders skriver,
at han stadig har det godt og stadig er på samme Skib. Han har ikke forbindelse med Skoleskibet ”Danmark” da alle eleverne er afmønstret.  Brevet er sendt fra New York, hvortil hans skib var kommet med fem dages forsinkelse på grund af stærk storm.
- men tankerne mødes
Så sidder de da, Forældre og søn, på hver sin side af et ocean, der er fyldt med al muligt djævelskab, som forhindrer det hvide slanke skoleskib ”Danmark” i at nå hjem. Men alligevel er afstanden imellem dem ikke så stor, for tankerne mødes. Og de mødes ofte. Mere ægte og kønt, end Anders Detlefsen har udtrykt det i et af sine breve, kan det næppe siges, og lad mig derfor slutte med at citere disse linjer:
Du skriver, at jeg har været lyslevende i dine tanker, kære Mor. Det kan godt være, for sommetider kan jeg se mig selv gå derhjemme i stuen. Jeg kan se dig lige så tydeligt sidde ved Hjørnevinduet og strikke eller læse, mens far sidder i Lænestolen og læser bøger eller hører radioavis.
Sådan finder de sammen i tankerne de mange ”Danmark” elever I det fremmede  og deres forældre herhjemme mens de sender gode ønsker til hinanden og håber, at tiden for Gensynet mellem dem snart må kunne skimtes.
P.T.H.
Sådan skrev journalist Povl Tollerlund Hansen i Dannevirke 26. marts 1941

P.T..H.